Ufrivillig vandladning hos ældre
Om
Urininkontinens betyder, at man ikke kan kontrollere sin vandladning. Det er et almindeligt problem, især blandt ældre, og rammer kvinder dobbelt så ofte som mænd. Der findes forskellige typer af urininkontinens, og ofte oplever ældre en blanding af forskellige typer. Det kan være socialt vanskeligt, og mange forsøger at skjule problemet. Det er vigtigt at huske, at urininkontinens ikke nødvendigvis er en normal del af aldringsprocessen, og der findes behandling.
Symptomer
De mest almindelige symptomer er utilsigtet lækage af urin. Dette kan opstå på forskellige måder:
- Stressinkontinens: Lækage af små mængder urin ved hoste, nys, latter eller andre aktiviteter, der øger trykket i maven.
- Urgeinkontinens: Pludselig og stærk trang til at lade vandet, som ofte fører til lækage af større mængder urin.
- Overløbsinkontinens: Blæren tømmes ikke ordentligt på grund af blokering eller neurologiske problemer.
- Funktionel inkontinens: Man kan ikke nå toilettet i tide på grund af nedsat mobilitet eller kognitive problemer.
Behandling
Behandlingen afhænger af typen af urininkontinens og den underliggende årsag. Mulighederne inkluderer:
- Medicinsk behandling: Medicin kan hjælpe med at reducere trangen til at lade vandet (urgeinkontinens). Hos kvinder kan lokal østrogenbehandling være relevant.
- Livsstilsændringer: Ændringer i toiletvaner, såsom at gå på toilettet regelmæssigt, kan være nyttige.
- Bækkenbundstræning: Træning af bækkenbundsmusklerne kan styrke muskulaturen og forbedre kontrollen over vandladningen. Dette er særligt effektivt ved stressinkontinens.
- Blæretræning: En metode til at øge intervallet mellem vandladninger.
- Hjælpemidler: I nogle tilfælde kan bleer eller andre hjælpemidler være nødvendige.
- Henvisning til specialist: Hvis behandling i almen praksis ikke er effektiv, kan henvisning til en urolog eller gynækolog være nødvendig.