Tjekliste for opfølgning og henvisning ved lægefaglige børneundersøgelser

Om

Børns trivsel og udvikling følges nøje i de første år af livet gennem regelmæssige undersøgelser hos lægen og sundhedsplejersken. Formålet er at sikre, at barnet udvikler sig normalt, og at eventuelle problemer opdages tidligt, så der kan sættes ind med hjælp eller behandling, hvis det er nødvendigt. Der er særlige ting, man holder øje med ved forskellige aldre, og nogle gange kan det være nødvendigt at henvise barnet til yderligere undersøgelser eller specialister.

Symptomer

Der kan være forskellige tegn på, at et barn har brug for ekstra opmærksomhed eller henvisning til en specialist. Nogle af de ting, man skal være opmærksom på, afhænger af barnets alder:

• 5 uger: Gulsot, bleg afføring, manglende øjenkontakt eller smil, skævhed af kraniet, mislyde fra hjertet, problemer med hofter eller fødder, asymmetrisk bevægelse, svage puls i benene, eller hvis forældrene er bekymrede.
• 5 måneder: Tvivl om barnets hørelse, problemer med hofterne, barnet følger ikke ting med øjnene, løfter ikke hovedet, testiklerne er ikke faldet ned, eller bekymring fra forældre.
• 1 år: Manglende kontakt, sprog eller lyde, tvivl om hørelse, barnet kan ikke gribe med tommel og pegefinger, kan ikke stå med støtte, kravler ikke, problemer med hofter, skelen, mislyde fra hjertet, eller bekymring fra forældre.
• 2 år: Manglende ord eller forståelse, tvivl om hørelse, barnet følger ikke med jævnaldrende, testiklerne er ikke faldet ned, skelen, eller bekymring fra forældre.
• 3 år: Problemer med vægt, testiklerne er ikke faldet ned, sproglig eller motorisk udvikling, tvivl om hørelse, samspil med forældre, eller bekymring fra forældre.
• 4 år: Forsinket sprogudvikling, testiklerne er ikke faldet ned, kluntede bevægelser, nedsat syn, eller bekymring fra forældre.
• 5 år: Forsinket sprogudvikling, testiklerne er ikke faldet ned, nedsat hørelse, eller bekymring fra forældre.

Behandling

Hvis der er mistanke om, at barnet ikke udvikler sig som forventet, eller hvis der er andre bekymringer, kan lægen henvise til en specialist, for eksempel en børnelæge, øre-næse-hals-læge eller øjenlæge. Behandlingen afhænger af, hvad der bliver fundet ved de videre undersøgelser. Det vigtigste er, at problemer opdages tidligt, så barnet kan få den rette hjælp. Forældre opfordres altid til at dele deres bekymringer med sundhedsplejersken eller lægen, da de kender deres barn bedst.