Synstab
Om
Nedsat syn betyder, at man ser dårligere end normalt. Det kan både være, at man ikke kan se så skarpt, eller at der mangler dele af synsfeltet. Nedsat syn kan have stor betydning for hverdagen, da det kan gøre det sværere at klare sig selv, øge risikoen for ulykker og gøre det sværere at deltage i sociale aktiviteter og arbejde. Synsproblemer bliver mere almindelige, jo ældre man bliver. De mest almindelige årsager er dårligt tilpassede briller, aldersforandringer i øjet, grøn stær og sukkersygeforandringer i øjet. Hos børn skyldes nedsat syn ofte skelen eller brydningsfejl.
Symptomer
Symptomer på nedsat syn kan være:
- Sløret syn eller at man ser dårligt på afstand eller tæt på
- Manglende syn i dele af synsfeltet
- Svært ved at læse eller genkende ansigter
- Dobbeltsyn
- Lysfølsomhed eller blænding
- Smerter i øjet (ved visse sygdomme)
- Pludseligt eller gradvist synstab
- Forvrængede billeder eller pletter for øjet
Nogle gange opdager man ikke synsproblemerne, før de er blevet alvorlige, især hvis det kun er det ene øje, der er ramt.
Behandling
Behandlingen afhænger af årsagen til det nedsatte syn. Ofte kan synet forbedres med briller eller kontaktlinser. Ved øjensygdomme som grå stær, grøn stær eller aldersforandringer i øjet kan der være behov for medicin eller operation. Ved sukkersygeforandringer i øjet er det vigtigt med regelmæssige kontroller hos øjenlægen. Hvis synet ikke kan forbedres, kan synsrehabilitering hjælpe med at klare hverdagen bedre. Det er vigtigt at søge læge, hvis man oplever pludseligt synstab, smerter i øjet eller andre alvorlige symptomer.