Præmenstruelt syndrom og præmenstruel dysfori
Om
PMS er en tilstand, hvor kvinder oplever tilbagevendende fysiske og/eller psykiske symptomer i dagene op til menstruation. Symptomerne starter efter ægløsning og forsvinder typisk ved eller kort efter menstruationens start. Det er vigtigt at skelne PMS fra præmenstruel dysforisk lidelse (PMD), hvor de psykiske symptomer er mere alvorlige og dominerende. De fleste kvinder oplever mildere præmenstruelle symptomer, men PMS diagnosticeres når symptomerne er så svære, at de påvirker dagligdagen.
Symptomer
Symptomerne på PMS kan variere fra kvinde til kvinde og fra måned til måned. Almindelige symptomer inkluderer:
- Psykiske symptomer: Irritabilitet, aggressivitet, humørsvingninger, nedsat stemningsleje, angst, grådlabilitet, koncentrationsproblemer, nedsat sexlyst og social tilbagetrækning.
- Almene symptomer: Træthed, søvnproblemer, ændret libido, øget appetit og ændrede spisevaner.
- Fysiske symptomer: Brystsmerter (mastalgi), væskeretention med ødem og vægtstigning, oppustethed, meteorisme og tyngdefornemmelse i underlivet, hovedpine og tendens til acne. Nogle kvinder oplever også forværring af kroniske sygdomme som astma, allergi, epilepsi eller migræne.
Behandling
Behandlingen af PMS afhænger af sværhedsgraden af symptomerne. I mange tilfælde kan livsstilsændringer være tilstrækkelige. Dette kan omfatte:
- Fysisk aktivitet: Regelmæssig motion kan hjælpe med at lindre symptomer.
- Stressreduktion: Teknikker som yoga eller meditation kan være gavnlige.
- Kognitiv adfærdsterapi: Kan hjælpe med at håndtere psykiske symptomer.
Hvis livsstilsændringer ikke er tilstrækkelige, kan lægen ordinere medicin. Dette kan omfatte:
- P-piller: Kan lindre fysiske gener, men ikke nødvendigvis psykiske symptomer. Kontinuerlig brug (uden pause) kan være effektivt.
- SSRI (antidepressiva): Bruges ved overvejende psykiske symptomer, men kan have bivirkninger.
- Diuretika (vanddrivende medicin): Kan lindre væskeretention.
I sjældne tilfælde, hvor symptomerne er meget alvorlige, kan henvisning til en gynækolog eller psykiater være nødvendig. Det er vigtigt at huske, at der findes forskellige behandlingsmuligheder, og at det er vigtigt at finde den rette behandling for den enkelte kvinde.