Ondartet lymfekræft hos børn
Om
Lymfom er en kræftsygdom, der starter i lymfesystemet. Lymfesystemet er en del af kroppens immunforsvar og består af lymfeknuder, milt og andre organer. Der findes to hovedtyper af lymfom: Hodgkins lymfom og non-Hodgkins lymfom. Begge typer kan ramme børn, men de er forskellige og behandles forskelligt. Diagnosen stilles ved undersøgelse af vævsprøver fra lymfeknuder eller andre berørte områder.
Symptomer
Hodgkins lymfom: Ofte starter det med en hævet, uøm lymfeknude, typisk i nakken eller armhulen. Nogle børn oplever også mere generelle symptomer som feber, nattesved og vægttab.
Non-Hodgkins lymfom: Kan vise sig på forskellige måder. En hævet lymfeknude er et almindeligt symptom, men børn kan også opleve træthed, hyppige infektioner, let blødning, smerter i arme og ben eller hovedpine. Dette skyldes at sygdommen kan sprede sig til andre dele af kroppen.
Behandling
Behandlingen afhænger af lymfomtypen, sygdommens stadie og barnets generelle helbred. Behandlingen omfatter typisk kemoterapi, som er medicin der dræber kræftceller. I nogle tilfælde kan strålebehandling også være en del af behandlingen. Ved non-Hodgkins lymfom kan der også gives behandling direkte i rygmarven for at forhindre spredning til hjernen. I sjældne tilfælde kan stamcelletransplantation være nødvendig.