Ikke-epileptiske anfald
Om
Nogle børn kan opleve kortvarige, tilbagevendende anfald, som ikke skyldes epilepsi. Disse anfald kan have mange forskellige årsager og former, og de er ofte ufarlige og forbigående. Det kan dog være svært at skelne dem fra epilepsi, og derfor bliver mange børn undersøgt for at udelukke denne sygdom. Forældre bliver ofte bekymrede, men de fleste af disse anfald er ikke tegn på alvorlig sygdom.
Symptomer
Symptomerne varierer meget afhængigt af typen af anfald:
- Affektanfald (affektkramper): Barnet kan skrige, blive blåt eller blegt, miste bevidstheden kortvarigt og evt. få trækninger. Anfaldene udløses ofte af vrede, frustration eller smerte og ses typisk hos små børn.
- Stirren: Barnet virker fraværende og reagerer ikke på tiltale, men reagerer på berøring. Ses ofte hos børn med udviklingsforstyrrelser.
- Benign myoklonus: Ufrivillige ryk i hoved, krop eller arme, typisk hos spædbørn. Barnet er ellers rask.
- Infantil masturbation: Barnet laver rytmiske bevægelser, grynter og rødmer, men kan let afledes og er ikke bevidstløs.
- Søvnrelaterede anfald: Fx myoklone ryk under søvn eller søvnrædsel, hvor barnet græder og virker bange, men er svært at vække.
- Besvimelse: Kortvarigt bevidsthedstab, ofte med forudgående svimmelhed eller kvalme. Kan efterfølges af trækninger.
- Trods- eller raserianfald: Udløses af frustration eller vrede, barnet husker ofte ikke anfaldet bagefter.
- Migræne: Kan give forbigående syns- eller føleforstyrrelser, som kan forveksles med epilepsi.
- Narkolepsi: Udtalt træthed, pludselige søvnanfald og evt. muskelslaphed.
- Pseudoepileptiske anfald: Psykisk betingede anfald, hvor barnet fx laver voldsomme bevægelser, men ikke slår sig og har normale undersøgelser.
- Tics og tremor: Ufrivillige bevægelser eller lyde, ofte forbigående og forværres ved stress.
- Gastroøsofageal refluks: Smerteanfald, evt. med mærkelige stillinger, øjenrulning eller opkast.
Behandling
De fleste af disse anfald kræver ikke behandling, men det er vigtigt at få barnet undersøgt for at udelukke epilepsi eller anden alvorlig sygdom. Ofte er det nok med information og beroligelse til forældre om, at tilstanden er ufarlig og forsvinder af sig selv. I nogle tilfælde kan der være behov for henvisning til børnelæge eller børnepsykiater, fx ved mistanke om epilepsi, Tourettes syndrom eller psykiske årsager. Ved migræne eller narkolepsi kan medicinsk behandling være nødvendig. Hvis barnet har besvimelser under fysisk aktivitet eller i liggende stilling, bør det undersøges for hjertesygdom. Generelt anbefales det at afdramatisere situationen og støtte barnet og familien.