Fosfat

Om

Fosfat er et mineral, som kroppen har brug for til mange vigtige funktioner, blandt andet opbygning af knogler og tænder samt energistofskiftet. En blodprøve kan måle mængden af fosfat i blodet. Det kan være relevant at måle fosfat, hvis der er mistanke om problemer med nyrerne, forstyrrelser i kalkbalancen, vitamin D-mangel, nyre- eller urinvejssten, eller hvis man har uforklarlige kramper, træthed eller hovedpine. Fosfatmåling bruges også til at følge patienter, der får langvarig ernæring direkte i blodet.

Symptomer

For højt fosfat i blodet giver ofte ingen symptomer, men kan i svære tilfælde føre til kløe, knoglesmerter eller forkalkninger i hud og bløddele. For lavt fosfat giver heller ikke altid symptomer, men kan i nogle tilfælde føre til muskelsvaghed, træthed, knoglesmerter eller kramper. Symptomerne afhænger af, hvor meget værdierne afviger fra det normale, og hvor længe det har stået på.

Behandling

Behandlingen afhænger af, om der er for meget eller for lidt fosfat i blodet, og hvad årsagen er. Hvis der er for meget fosfat, kan det skyldes nedsat nyrefunktion, visse hormonsygdomme eller for meget indtag af fosfat. Behandlingen kan være at ændre kosten, justere medicin eller behandle den underliggende sygdom. Hvis der er for lidt fosfat, kan det skyldes dårlig optagelse fra tarmen, visse medicintyper eller øget tab gennem nyrerne. Her kan behandlingen være at tilføre fosfat gennem kosten eller som tilskud, og igen behandle den bagvedliggende årsag. Lægen vil vurdere, hvad der er den rette behandling i det enkelte tilfælde.