Flåtbåren hjernebetændelse
Om
TBE, eller flåtbåren hjernebetændelse, er en infektion i hjernen forårsaget af et virus (TBEV). Virussen overføres oftest via bid fra en skovflåt (Ixodes ricinus). I sjældne tilfælde kan man blive smittet ved at drikke upasteuriseret mælk eller mælkeprodukter. Sygdommen er mest udbredt i Centraleuropa, Skandinavien og dele af Rusland. I Danmark findes den primært på Bornholm og i Nordsjælland.
Symptomer
TBE har ofte to faser.
-
Fase 1: Denne fase ligner ofte en influenza med feber, træthed, hovedpine, muskelsmerter og evt. maveproblemer. Denne fase varer typisk 2-4 dage, hvorefter der kan være en symptomfri periode på 1-21 dage. De fleste bliver raske efter fase 1.
-
Fase 2: Denne fase opstår kun hos en mindre del af de smittede (ca. 20-30%). Symptomerne er mere alvorlige og omfatter hovedpine, nakkestivhed, opkastning, psykiske symptomer, problemer med balance og koordination (ataksi) og evt. lammelser (pareser). Alvorligheden af sygdommen stiger med alderen.
Behandling
Der findes desværre ingen specifik behandling mod TBE-virussen. Behandlingen er derfor symptomatisk og støttende. Det betyder, at man behandler symptomerne, f.eks. feber, smerter og kvalme. I nogle tilfælde kan neurorehabilitering være nødvendig for at genvinde tabte funktioner. Det er vigtigt at søge lægehjælp, hvis man har mistanke om TBE.