Fedtlever
Om
Fedtleversygdom, også kaldet MASLD (Metabolic Dysfunction Associated Steatotic Liver Disease), er en tilstand hvor der er ophobning af fedt i leveren. Hvis der også er betændelse i leveren, kaldes det MASH (Metabolic Dysfunction Associated Steatohepatitis). MASLD/MASH er ofte forbundet med andre metaboliske problemer som overvægt, type 2-diabetes, forhøjet blodtryk og forhøjede fedtstoffer i blodet. Mange med MASLD/MASH har ingen symptomer.
Symptomer
De fleste med MASLD/MASH har ingen symptomer. Nogle oplever træthed og ubehag i øverste højre del af maven. Forhøjede levertal i en blodprøve kan være det første tegn på sygdommen, selv uden symptomer.
Behandling
Hovedbehandlingen af MASLD/MASH er livsstilsændringer. Dette inkluderer vægttab (5-10% vægttab er ofte effektivt), en sundere kost (fx fedtfattig kost eller middelhavsdiæt) og regelmæssig motion (mindst 150 minutter moderat intensitet eller 75 minutter høj intensitet om ugen). Det er også vigtigt at behandle andre relaterede sygdomme som diabetes, forhøjet blodtryk og forhøjede fedtstoffer. Der findes endnu ingen godkendt medicinsk behandling af MASLD/MASH, men vitamin E og GLP-1 analoger kan i nogle tilfælde have en positiv effekt. I tilfælde af svær overvægt kan bariatrisk kirurgi være en mulighed.