Ansigtslammelse
Om
Ansigtslammelse, også kaldet facialisparese, betyder, at den ene side af ansigtet er lammet. Der findes to hovedtyper: perifer facialisparese, hvor lammelsen skyldes skade på ansigtsnerven efter den forlader hjernen, og central facialisparese, hvor skaden sidder i hjernen. Perifer facialisparese er den mest almindelige type. Årsagen til perifer facialisparese er ofte ukendt (idiopatisk), men kan skyldes infektion, tryk eller irritation af ansigtsnerven. Central facialisparese ses oftere i forbindelse med slagtilfælde (apopleksi).
Symptomer
Perifer facialisparese: Symptomerne opstår typisk pludseligt og er maksimalt udviklede inden for to dage. Du kan opleve:
- Lammelse i den ene side af ansigtet, der påvirker evnen til at rynke panden, lukke øjet, smile eller blæse.
- Mundvigen hænger.
- Øjenlåget lukker ikke ordentligt, og øjet kan rulle opad (Bells fænomen).
- Ændret smagsfornemmelse.
- Øget følsomhed over for lyd.
- Mulige smerter i eller bag øret.
- Øjenirritation på grund af nedsat tåreproduktion.
Central facialisparese: Symptomerne kan være ens, men du vil typisk stadig kunne rynke panden og lukke øjet på den ramte side. Dette skyldes, at disse muskler får signaler fra begge sider af hjernen. Central facialisparese opstår ofte sammen med andre neurologiske symptomer, som f.eks. svaghed i arme eller ben, talebesvær eller synsforstyrrelser. Kontakt 112 øjeblikkeligt, hvis du oplever pludselig ansigtslammelse sammen med andre neurologiske symptomer.
Behandling
Behandlingen afhænger af typen af ansigtslammelse og den underliggende årsag.
Perifer facialisparese: Behandlingen foregår typisk hos en øre-næse-halslæge. Hvis der er mistanke om infektion, gives antibiotika eller antiviral medicin. I de fleste tilfælde, hvor årsagen er ukendt, gives binyrebarkhormon (kortikosteroider) for at fremskynde helingen. Det er vigtigt at beskytte øjet mod udtørring og skader på grund af manglende evne til at lukke øjet. Dette kan gøres med øjendråber, salve og øjenklap. Ansigtsmuskulaturen kan trænes ved at lave grimasser foran et spejl.
Central facialisparese: Behandlingen afhænger af den underliggende årsag, f.eks. slagtilfælde. Kontakt 112 øjeblikkeligt ved mistanke om slagtilfælde. Andre tilfælde af central facialisparese kræver hurtig udredning hos en neurolog.